Dyrlægens syn på staldbyggeri

Dyrlægens syn på moderne kvægstalde

Bygger vi egentlig kvægstalde for dem der arbejder der, eller køerne, der både skal arbejde og bo der? Måske skulle vi fokusere mere på den sidste gruppe.

af MIRJAM STEFFENSEN og JAKOB GLASIUS, Kvægdyrlægerne Kronborg, Thy

 

Som dyrlæge undres man ofte over, hvordan man indretter kvægstalde: "Hvorfor tænkte de ikke på det og det, da de byggede den stald i sin tid"?  Man må gå ud fra, at landmanden dengang valgte en bestemt løsning baseret på, hvad han troede ville give det bedste resultat i fremtiden. Man går efter den perfekte løsning, men hvad er den perfekte løsning? Ingen kender den, man ved ikke, men man tror, og derfor bliver beslutningen truffet lidt i blinde.

Det kan selvfølgeligt være svært at vide, hvad fremtiden vil bringe af nye opfindelser, så man kan ikke tage højde for alt, men en vis fleksibilitet burde kunne indbygges i stalden, og man bør i hvert fald tænke på nogle af de situationer, der altid vil opstå, og som man kender i forvejen. Hvordan vil man håndtere dem?

Når en stald projekteres, drejer det sig om valg af malkestald, sengebåse, gulv og foderbord. Når de beslutninger er taget, indhenter man de billigste tilbud, og så bygger man. Man bygger efter den opfattelse, at der ikke er problemer i en ny stald - der er ingen grund til at tage sorgerne på forskud. "Man skal ikke bygge efter syge køer" er et udsagn, som man desværre hører.

Hvad ved dyrlæger egentlig om staldindretning? Øjensynlig ikke ret meget for vi bliver sjældent spurgt om vores mening, og hvis vi bliver spurgt, er tegningerne som regel lavet og godkendt, og så skal der være meget store fejl, inden man ændrer noget igen.

Er det fordi dyrlægen ikke ved noget om staldbyggeri? Det kan der være noget om. Byggeri som sådan har vi ikke meget forstand på. Hvordan man murer en væg op, og hvordan man får gyllekanalerne til at fungere, interesserer vi os ikke så meget for. Men dyrevelfærd, som vi jo nu skal auditere (det vil sige overvåge/rådgive/kontrollere), har meget at gøre med staldindretning, og ofte kan tingene ikke ændres til det bedre på grund af staldens indretning, og så er man jo træt af, at man ikke blev spurgt i tide.

Hvorfor ikke tage dyrlægen med på råd? Hvorfor ikke lytte, når din dyrlæge fortæller dig, hvad man har oplevet andre steder. Hvis nogen allerede har lavet fejlen for dig, er der jo ikke grund til at gentage den.

Men hvad er det så vi, kvægdyrlægerne, interesserer os for, når det gælder staldbyggeri? 

 

Dyrevelfærd bør tænkes ind

Først og fremmest har tiden i branchen lært os, at sunde køer giver mest mælk, så derfor vil vores fokus være på, hvordan vi holder køerne sunde, og hvad gør vi med en ko, hvis den så alligevel bliver syg.

Ventilationen i stalden er meget vigtig. Koens største problem er, hvordan den skal komme af med varmen. Koens optimale temperatur i omgivelserne er 5-12 grader. Derfor skal der så meget luft gennem stalden som muligt. Gardiner fra gulv til loft er en udmærket løsning i alle facader. Ventilation baseret på åbne porte og vinduer skal undgås, da små åbninger giver træk. Store flader giver den mest jævne luftstrøm. Ventilatorer til at flytte luften, når det er vindstille i både kolde og varme perioder, er et must.

Når det gælder inventar, kan man stille spørgsmålet: Hvad ville koen gøre, hvis den selv kunne bestemme? Sengebåse eller dybstrøelse af en eller anden art? Vi må gå ud fra, at en ko ville foretrække at kunne lægge sig og rejse sig uhindret, og så må dybstrøelsen foretrækkes, men det giver desværre nogle problemer af praktisk, og omkostningsmæssig karakter. Derfor bliver de fleste stalde bygget med sengebåse, og det kan også gå an, hvis man stadig prøver at give koen så megen bevægelsesfrihed som muligt. Husk derfor at koen skal kunne bevæge hovedet langt fremad, når den skal rejse sig. Derfor ingen betonmure, plader eller rør, der forhindrer koen i at bevæge sig fremad. Dernæst et skridsikkert underlag, der skal være blødt og eftergiveligt. Sand er et rigtigt godt underlag, men som ved alt andet er der fordele og ulemper. Vores erfaring er, at man virkelig skal ville det og vedligeholde sandlaget i sengebåsene hele tiden for at få det til at virke. Hvis man er i tvivl, skal man vælge noget andet.

God plads i sengebåsene så køerne ikke får trykninger ved at ligge op ad eksempelvis sengebøjler. "Ja, men går de så ikke for langt frem og skider i båsene?"  Når køerne sviner i båsene, er det som regel, fordi det er for besværligt at rejse sig. Køer på marken vil altid rejse sig, inden de løfter halen.

Fra vores synspunkt skal der altid være flere sengebåse, end der er køer i stalden. Hvornår begynder passagererne at stå op i bybussen, er det først når sidste sæde er optaget? Nej vel?

 

Kotrafikken bør tænkes efter den svage ko

I vores staldsystemer har vi en tendens til at vise koen vejen. Ved robotmalkning laver vi styret kotrafik, idet vi begrænser adgangen til foderbordet. Ubevidst sørger vi for, at den stærke ko kan overtrumfe den svage ko, så den, der allerede er nederst i rangordenen, kommer længere bagud. I stedet kan vi hjælpe de svage køer ved at lave flere veje frem til foderbordet. Den stærke ko kan kun holde øje med en af vejene.

Selvfølgelig må vandkar og kobørster ikke begrænse adgangen til foderbordet.

 

Mindst en ædeplads pr ko

Hvis man begrænser antallet af ædepladser, skal tilgængeligheden forbedres. Har man for eksempel en bred stald med mere end tre rækker, skal der etableres flere mellemgange, så den stærke ko har sværere ved at blokere vejen for de svage.

Skal der vælges fanggitre eller frontrør?  Fanggitret har den fordel, at den stærke ko har sværere ved at holde svage køer væk fra foderbordet. Frontrøret er billigere og kan se ud som om, det giver mere bevægelsesfrihed, men giver i sidste ende måske færre ædepladser, da dominerende køer kan fylde mere.

 

Koen der kræver særlig pleje

Ofte behandler vi køer, som vi ville foretrække kunne overflyttes til en skåneboks. Det kan imidlertid ikke lade sig gøre på grund af staldindretningen, og så vil koen ofte ende som "taberko". I alle stalde bør der være en skåneboks med blødt underlag, hvor nykælvere eller halte køer kan gå i en periode. Nykælvere tiltrækker køer i brunst, men da deres bækken har løsnet sig i forbindelse med kælvningen, skal det undgås, at der ”springes” på dem. Skåneafdelingen må ikke være en kælvningsboks, og den skal ligge i umiddelbar nærhed af malkestalden, således at køerne let kan gå til malkning og let komme tilbage igen.

I nogle stalde findes en nykælverafdeling. Det er også ok, blot må køerne ikke gå her længere end tre til fire uger. Der må ikke være køer i brunst i denne afdeling igen af hensyn til de bløde bækkener.

Efterhånden er der ved at være separationsbokse i alle nyere stalde. Problemet er, at de er for små og ikke kan opdeles. Det skal undgås, at den syge ko, der skal behandles af dyrlægen, går i boksen sammen med køer i brunst, der venter på inseminøren. Alle køer i boksen skal kunne fanges, og det skal selvfølgelig være let for én person at fange køerne.

 

Goldkøerne og de højdrægtige kvier

Uanset hvordan man foretrækker at afgolde sine køer, så skal det være nemt. Hvis det bliver for besværligt, vil man være tilbøjelig til at udsætte det, hvorved man får meget varierende goldperiodelængder. Hvis man vil have køerne, der er under afgoldning malket, skal det selvfølgelig kunne lade sig gøre at få denne gruppe køer i malkestalden uden, at de bliver blandet med andre køer.

Hvor skal man anbringe goldkøer og højdrægtige kvier i perioden op til kælvning? De skal helst ikke gå sammen, ligesom det bør undgås at flytte dem til de lakterende køer inden kælvning, idet dette vil stresse kvierne endnu mere. Især her er det vigtigt med plads ved foderbordet, idet disse grupper er på begrænset fodermængde.

Det skal selvfølgelig være let at overflytte køer og kvier fra disse grupper til kælvningsboksene.

 

Intern og ekstern smittebeskyttelse

Den interne beskyttelse har med smittebeskyttelse inden for besætningen at gøre. Hvordan undgår man at slæbe smitte rundt på ejendommen? Den eksterne har med beskyttelse udefra at gøre. Hvordan undgår vi at smitte bliver slæbt ind i besætningen?

Undgå at drivveje og transportveje for foder krydser hinanden. Fuldfodervognen skal ikke passere en drivvej, inden den kører ind på foderbordet. Overvej hvordan døde dyr kan slæbes ud af stalden uden at skulle slæbes hen ad foderbordet?

Lav én indgang for servicepersonale til besætningen, hvor kitler, støvler og overtræksdragter forefindes. Gør det nemt at vaske sig, når man ankommer til og forlader besætningen igen. Vær opmærksom på at alle går denne vej ind til besætningen. Ofte kan man undre sig over, at dyrlægen og inseminøren pligtskyldigst skifter tøj og støvler, mens manden, der skal reparere skrabeanlægget, går ind et andet sted og således ikke skifter tøj.

 

Måske kan det svare sig at spørge dyrlægen

Vi har i denne artikel lagt vægt på områder, som vi synes bliver nedprioriteret, når der projekteres nye stalde. Fra dyrlægens synspunkt er det vigtigt at tage hensyn til køernes naturlige bevægelsesmuligheder og rangorden. Det er måske 10 procent af den samlede byggesum, man prøver at spare, men i sidste ende vil det sandsynligvis give en forøget produktion og en nedsat arbejdsmængde, som uden tvivl kan forrente den større byggesum.