Veterinærforlig 3 - hvad siger køerne?

I Danmark har vi en tendens til at se dyrlægeregninger som en omkostning. Måske skulle vi i højere grad se det som en investering.

af Mirjam Steffensen og Jakob Glasius, Kvægdyrlægerne Kronborg, Thy

 For næsten 100 år siden startede nogle kvægfolk i det nuværende Israel en organisation, Hachaklait, der skulle arbejde for en forbedring af sundheden i kvægbesætningerne.  Organisationens dyrlæger betjener nu 900 besætninger med omkring 90.000 køer svarende til omkring 80 procent af landets malkekøer.

Det er nok forkert at kalde det en dyrlægepraksis, idet Hachaklait er en landmandsejet organisation med ansatte dyrlæger, og organisationen tager sig ikke alene af praktisk dyrlægehjælp til kvægbesætningerne, men også af eksempelvis forskning, rådgivning og undervisning.

Køerne i Israel er blandt de højest ydende i verden (2012: 11.600kg pr årsko) og det på trods af ekstremt klima, mangel på land og vand, mangel på grovfoder og ustabile politiske forhold, så deres system synes derfor at virke. Køerne er sundere og giver mere mælk, og landmanden tjener flere penge.

Året rundt får landmændene to til tre gange ugentligt besøg af dyrlægen, der ikke undersøger alle dyr, men risikogrupper blandt køerne i besætningen. Israelerne bruger altså disse ugebesøg til at se på og undersøge dyr. De kigger på dem, undersøger relevante parametre og kommer med en enkeltdyrsvurdering og en gruppevurdering.

 

Den danske udgave

For godt 15 år siden startede vi en praksis, der efter israelsk forbillede var baseret på ugentlige besøg af dyrlægen.

På den tid var lovgivningen baseret på månedsbesøg, som gav ret til efterbehandling af køer, hvor dyrlægen forinden havde stillet diagnosen. Det vil sige, at ugebesøgene ikke gav ekstra rettigheder med hensyn til brug af medicin. Vi havde bare en forventning om, at ugebesøgene kunne fjerne nogle af de akutte sygdomstilfælde og derved give værdi for landmanden.

For at gøre det økonomisk overskueligt for landmanden kombinerede vi det - ligesom israelerne - med en abonnementsordning, hvor man betalte et fast beløb pr. ko pr. år, og for det beløb var man så sikret dyrlægehjælp døgnet rundt. Vi har nu aftaler med 34 malkekvægsbesætninger med i alt 6.400 køer. Fem besætninger får besøg hver anden uge, mens resten får ugebesøg.

 

Veterinærforlig gjorde dyrlæge og landmand til modstandere

I løbet af 00’erne blev man i resten af landet også opmærksom på ugebesøg i besætningen, men de blev koblet sammen med udvidet adgang for landmanden til selv at behandle med antibiotika.

I 2006 startede pilotforsøg med Ny Sundhedsrådgivning, og lovgivningen blev i 2010 ændret, så man, hvis man fik ugebesøg af dyrlægen, fik adgang til at førstegangsbehandle køerne med antibiotika. I mange tilfælde kunne man dog nøjes med besøg hver anden eller tredje uge.

Sigtet i den danske lovgivning blev hermed: Hvor få besøg kan vi nøjes med for at få lov til at behandle selv?  Og denne diskussion har så bølget frem og tilbage, hvor landmænd og dyrlæger er blevet gjort til modstandere i stedet for samarbejdspartnere.

 

Veterinærforlig III er på vej

Nu er der så et veterinærforlig III på vej. Sikkert med de bedste intentioner om samarbejde mellem landmand og dyrlæge, sikkert med hensyntagen til omkostningerne for landmændene og indtægtskilden for dyrlægen. Men hvordan kan det være, at det allervigtigste - nemlig køerne - bliver glemt i dette spil? Hvordan kan det være at dyrlægen ikke skal tjekke risikodyr?  Dyrlægen skal nærmest bare have været i besætningen, så er det ok.

Antibiotika er blevet omdrejningspunktet i stedet for køernes sundhed. Alle ved, at det er økonomisk vigtigere at forebygge sygdomme end at helbrede dem, men alligevel bliver det vigtigste at gøre behandling lettere.

Man kan jo godt undres, når man sammenligner det israelske system med det danske. Israelerne vil øjensynligt gøre det så godt som muligt, men danskerne ønsker det så billigt som muligt.

 

Administrationen bliver lettere

Fordi frigivelsen af antibiotika er koblet sammen med ugebesøg, er dyrlægerne blevet pålagt en stor administration. I vores praksis har det, som i så mange andre, været en udfordring at opfylde alle lovkrav vedrørende administration, og derfor er det rart at høre, at det bliver der ændret på i det kommende veterinærforlig. Rapporter tillægges stor værdi, men bliver de læst eller er de blot et alibi?

I Israel er der udarbejdet værktøjer til at bruge de registreringer, der bliver samlet ind, og med Dyreregistrering eller DMS har vi i Danmark de bedste betingelser for at bruge det, man samler ind. Noget af det, der er blevet til lovpligtige registreringer, har været besværlige eller ubrugelige i nogle besætninger, hvor andre registreringer har været nyttige redskaber. At fastlægge, hvad der er nyttigt i den enkelte besætning, gøres altså bedst i besætningen og ikke gennem central lovgivning.

Grafer og tabeller kan være gode hjælpeværktøjer, men kræver stadig registreringer for at kunne udarbejdes. Derudover fortæller de blot, hvordan tingene har været. Hvis registreringerne skal kunne anvendes, skal de være valide Det vil sige, at de skal foretages af en trænet person, der ved, hvad det drejer sig om. Personen skal se og mærke køerne. Dyrlægen er uddannet til at se på dyrene - vores sanser er en stor del af vores dagligdag. De fortæller os, om der er én syg ko eller flere, og informationerne er ikke med tilbagevirkende kraft, men her og nu.

 

Hvad ville køerne vælge?

De klinisk syge køer er "toppen af isbjerget": De køer, der virkelig får gavn af vores ugebesøg, er altså den store gruppe af subklinisk syge køer, som ikke figurerer på sygdomsopgørelserne, men bringes på rette spor, inden de viser ydre tegn på sygdom.

Køer, der har kælvet, er den gruppe, der har størst risiko for at blive syge. At opdage sygdommene i den subkliniske fase - det vil sige inden køerne bliver synligt syge - kræver rutineundersøgelser af alle køer i risikogruppen. Sygdomme, eller rettere sagt indikationer på at sygdom er på vej, finder vi allerede fra få dage efter kælvning, og det bedste tidspunkt at fange dem på er 7-10 dage efter kælvning.  Kommer man over dag 14, så er koen ofte blevet klinisk syg, inden vi når at tjekke den og i mange tilfælde allerede behandlet af landmanden. Er koen først klinisk syg, så har man tabt mælk, brugt antibiotika og spildt penge.

 

Er der overhovedet økonomi i så mange dyrlægebesøg?

Da vi efterhånden har mange års erfaring med regelmæssige besøg i alle besætninger, anbefaler vi så absolut besøg hver uge. Vores abonnementspris er den samme, så 14 dages besøgene er hovedsageligt klienter, der har valgt, at vi arbejder på timeløn, når vi er hos dem.

Ugebesøg gør det også lettere for landmanden at lave rutiner i resten af arbejdet: køerne bliver goldet af til tiden. Der er opfølgning på repro-køer, og behandlede dyr bliver fulgt op på, så der er mindre risiko for dyr, der får kroniske lidelser efter flere mere eller mindre mislykkede behandlinger.

Samarbejdet med landmanden er af afgørende betydning. Åben kommunikation om de ting, der er ændret i den forgangne uge. Hvad har der været på spil? Har vejret været varmt eller koldt? Gik vandforsyningen i stykker? Var der en ny person, der malkede eller fodrede? Vi får nogle "aha" oplevelser på denne måde og lærer en hel del om sammenhænge mellem diverse hændelser og sygdomme hos køerne.

Fra en enmandspraksis er vi nu vokset til seks dyrlæger, og vores kunder er bestemt ikke utilfredse med ugebesøgene. Tværtimod er de lidt trætte af det, når vi holder ferie og gerne vil springe en uge over. Vi får nye kunder hvert år, som ikke kigger på muligheden for at få færrest mulige besøg af dyrlægen, men derimod ser på, at et ugentligt besøg af dyrlægen sparer dem for bøvl med syge køer, sparer dem for antibiotikamælk og giver dem flere penge i lommen.

Vi får ind i mellem at vide, at vi er 200 kroner dyrere pr. årsko end landsgennemsnittet. Til det svarer vi så, at landmanden så også får 700 kg mælk mere pr. årsko end landsgennemsnittet. Det må vel siges at være en ok investering, men økonomirådgiveren mente altså, at udgiften skulle bemærkes. Vi har også hørt kvægbrugsrådgivere bemærke, at med den sundhed, der er i besætningen, burde dyrlægeudgifterne være lavere.

 

Flyt fokus til de usynlige omkostninger

Det siger jo desværre noget om, at fokus i dansk kvægrådgivning udelukkende er på de synlige omkostninger. De usynlige omkostninger ved man alt for lidt om. Ville det ikke være meget bedre at give besætningsejeren nogle beslutningsværktøjer, så han kunne håndtere situationer som den, vi har nu med lave afregningspriser på mælk? Hvad koster det at producere en kælvekvie? Skulle man hellere lade være og overlade den del til nogen, der har forstand på det? Hvad er det optimale antal køer i en given stald? Hvad koster en repro-tomdag? Hvis vi passede køerne bedre, ville vi så kunne sænke behovet for opdræt?

 I Israel er et af de vigtigste redskaber i økonomistyring at vide, hvad delprocesserne koster og så beregne, hvor mange kg mælk koen skal yde for at betale for at være der. For eksempel 22 kg mælk om dagen betaler for koens foderomkostninger, 27 kg mælk betaler for koens og opdrættets foderomkostninger og 33 kg mælk betaler for foder, opdræt og andre omkostninger. Her er det nemt at se, hvornår en ko ikke bidrager til besætningens økonomi længere.

Hvis vi gjorde som israelerne og optimerede alt det, vi godt ved kan optimeres i stedet for at finde på undskyldninger, som gør det berettiget at bruge antibiotika på vores køer, så ville antibiotikaforbruget falde, og vi ville fokusere på at tilse køerne, inden de blev syge. Ikke fordi det var et lovkrav, men fordi det var sund fornuft, og fordi vi vidste, at det er det, der giver pote i sidste ende.