2 ugers sommer praktik
Det var tydeligt fra første dag af min praktik, at dyrlægerne virkelig arbejdede for, at køerne skulle have det så godt som muligt i besætningerne.
Jeg – en dyrlægestuderende med begrænset kendskab til køer – tilbragte 2 uger af sommeren i praktik ved kvægdyrlægerne Kronborg. Det svarer nok cirka til den tid, jeg indtil videre på mit studie har haft undervisning, hvor vi har omgået levende køer. Når jeg sammenligner udbyttet af de to forløb, er jeg dog ikke i tvivl om, at praktikperioden har været den mest lærerige for mig.
Jeg gik ind til praktikken med et åbent sind, men også med en vis skepsis. Denne skepsis bestod i tanker om, hvordan man som dyrlæge kan og bør agere i en branche, der er så fokuseret på høj ydelse og intensiv produktion hvilket (jeg mener) kan være svært foreneligt med god dyrevelfærd. Kan dyrlægens arbejde rent faktisk gavne dyrene og ikke bare landmandens forretning?
Heldigvis blev jeg langt hen ad vejen positivt overrasket. Det var tydeligt fra første dag af min praktik, at dyrlægerne virkelig arbejdede for, at køerne skulle have det så godt som muligt i besætningerne. Dette handlede i høj grad om at forebygge sygdom, hvilket jo kun er til fordel for køerne såvel som for landmanden og dyrlægen selv. Jeg blev efterhånden fortrolig med rutineundersøgelserne, som blev foretaget ved de ugentlige besætningsbesøg, og her var det rigtig fedt, at dyrlægerne inddrog mig fuldstændig i deres arbejde og gav mig lov til at foretage mange af undersøgelserne og behandlingerne. Indimellem var der dog også akutte besøg, hvor det blev helt tydeligt, hvor stor en forskel den veterinære behandling kunne gøre. Her kunne man virkelig blive varm om hjertet, som når koen med mælkefeber kom på benene igen eller en kalv kunne hjælpes succesfuldt til verden.
Udover den kliniske behandling af køerne indså jeg også en anden vigtig side af kvægdyrlægens arbejde, nemlig den psykologiske og menneskelige del af faget. En god kommunikation mellem dyrlæge og landmand lod til at være helt essentielt for at opnå resultater, altså eksempelvis for at dyrlægen kunne overbevise landmanden om, at en behandlingsmetode var den rigtige – til fordel for dyrenes helbred og velfærd – i en given situation. Gennem dialog når man tilsyneladende langt (også) som kvægdyrlæge.
Praktikken har fungeret som et rigtig godt supplement til mit uddannelsesforløb, for jeg er overbevist om, at jeg har lært ting, som jeg ikke vil nå at lære på studiet. Den tillid, der blev vist mig af dyrlægerne, gjorde, at jeg ikke blot kom til at stå på sidelinjen, men fik mod på at hjælpe til og blive mere sikker på at håndtere køerne og deres lidelser. Den erfaring vil jeg kunne bruge såvel i resten af mit studieforløb som den dag, hvor jeg selv bliver færdiguddannet dyrlæge.
Jeg gik ind til praktikken med et åbent sind, men også med en vis skepsis. Denne skepsis bestod i tanker om, hvordan man som dyrlæge kan og bør agere i en branche, der er så fokuseret på høj ydelse og intensiv produktion hvilket (jeg mener) kan være svært foreneligt med god dyrevelfærd. Kan dyrlægens arbejde rent faktisk gavne dyrene og ikke bare landmandens forretning?
Heldigvis blev jeg langt hen ad vejen positivt overrasket. Det var tydeligt fra første dag af min praktik, at dyrlægerne virkelig arbejdede for, at køerne skulle have det så godt som muligt i besætningerne. Dette handlede i høj grad om at forebygge sygdom, hvilket jo kun er til fordel for køerne såvel som for landmanden og dyrlægen selv. Jeg blev efterhånden fortrolig med rutineundersøgelserne, som blev foretaget ved de ugentlige besætningsbesøg, og her var det rigtig fedt, at dyrlægerne inddrog mig fuldstændig i deres arbejde og gav mig lov til at foretage mange af undersøgelserne og behandlingerne. Indimellem var der dog også akutte besøg, hvor det blev helt tydeligt, hvor stor en forskel den veterinære behandling kunne gøre. Her kunne man virkelig blive varm om hjertet, som når koen med mælkefeber kom på benene igen eller en kalv kunne hjælpes succesfuldt til verden.
Udover den kliniske behandling af køerne indså jeg også en anden vigtig side af kvægdyrlægens arbejde, nemlig den psykologiske og menneskelige del af faget. En god kommunikation mellem dyrlæge og landmand lod til at være helt essentielt for at opnå resultater, altså eksempelvis for at dyrlægen kunne overbevise landmanden om, at en behandlingsmetode var den rigtige – til fordel for dyrenes helbred og velfærd – i en given situation. Gennem dialog når man tilsyneladende langt (også) som kvægdyrlæge.
Praktikken har fungeret som et rigtig godt supplement til mit uddannelsesforløb, for jeg er overbevist om, at jeg har lært ting, som jeg ikke vil nå at lære på studiet. Den tillid, der blev vist mig af dyrlægerne, gjorde, at jeg ikke blot kom til at stå på sidelinjen, men fik mod på at hjælpe til og blive mere sikker på at håndtere køerne og deres lidelser. Den erfaring vil jeg kunne bruge såvel i resten af mit studieforløb som den dag, hvor jeg selv bliver færdiguddannet dyrlæge.