Iso certificering
Kvægdyrlægerne Kronborg i Thy er netop blevet ISO-certificeret som Nordens første
Kvægdyrlægerne Kronborg, der er hjemmehørende i Thisted, har som den første og indtil videre eneste kvægpraksis i Norden opnået den anerkendte ISO-certificering og kan nu kalde sig ISO Dyrlæge. Det er den første dyrlægepraksis, der udelukkende arbejder med klovbærende dyr, som har opnået certificeringen i Norden.
For at opnå ISO-certificeringen skal man leve op til særlige kvalitetskrav, der løbende bliver kontrolleret af eksterne eksperter. Det er noget, der gør medarbejderne stolte, da det er en anerkendelse af den høje moral og kvalitet, som Kvægdyrlægerne Kronborg i mange år har arbejdet efter.
Dyrlæge Mirjam Steffensen, direktør i Kvægdyrlægerne Kronborg, fortæller, at certificeringen dels skal virke som et kvalitetsløft og dels som et middel til at effektivisere arbejdsgangene i dyrlægevirksomheden.
”Vi fik ideen til at søge ISO-certificering for 2 år siden og har siden arbejdet på at beskrive arbejdsgange og standardisere behandlinger, så vores kunder altid kan være trygge og vide sig sikre på, at de får den rigtige behandling og den samme høje kvalitet, uanset hvilken af vores dyrlæge de får besøg af. På behandlingsdelen var vi allerede godt med, så de sidste 2 år har vi især haft fokus på administrationen og laboratoriearbejdet, hvor vi efterhånden er en del mennesker, der arbejder”, fortæller Mirjam Steffensen.
Kvægdyrlægerne Kronborg arbejder overvejende med sundhedsstyring i kvægbesætninger, hvor man gennem ugentlige besøg i malkekvægsbesætningerne får et nært kendskab til den enkelte besætning og derfor hurtigt kan gribe ind, hvis der er tegn på problemer. Kombineret med en abonnementsordning, hvor besætningsejeren betaler en fast pris for dyrlægehjælp, opnår man en sundhed i besætningerne, der er noget højere end landsgennemsnittet. ISO-certificeringen underbygger derfor det allerede indarbejdede system med faste rutiner for overvågning af sundhed.
ISO-certificeringen er ligeledes kundens garanti for løbende efteruddannelse af personale, og at personalet er dokumenteret kvalificeret til deres arbejdsopgaver. Det betyder også, at udstyr bliver vedligeholdt og kalibreret efter anerkendte og kvalitetssikrede metoder. Desuden har man en omfattende hygiejne- og antibiotikastandard, som effektivt hindrer smitteoverførsel og sikrer et absolut minimalt forbrug af antibiotika.
Kontakt: Mirjam Steffensen
Mobil: 30895211
Mail: Mirjam@kdkronborg.dk